MasterShots - Skab fantastiske dronevideoer automatisk

Vil du tage dine dronevideoer til det næste niveau uden at skulle bruge timer på manuel styring og redigering? Med MasterShots fra DJI kan ...
Martin Jul Jönsson
Martin Jul Jönsson
  • Gode råd og tips
  • 7. april 2025
  • 8 minutter

Vil du tage dine dronevideoer til det næste niveau uden at skulle bruge timer på manuel styring og redigering? Med MasterShots fra DJI kan du nemt skabe professionelle og imponerende videoer med blot et par tryk på skærmen. MasterShots er designet til automatisk at optage og redigere videoer, så selv nybegyndere hurtigt kan skabe imponerende filmiske optagelser. Funktionen er tilgængelig på flere DJI-modeller, herunder DJI Mini 4 Pro, DJI Mini 3 Pro, DJI Mavic 3, DJI Mavic 3 Pro, DJI Air 2S, DJI Air 3, DJI Air 3S og DJI Flip.

Indholdsfortegnelse: 

Hvad er MasterShots?

MasterShots er en intelligent optagefunktion, hvor dronen automatisk vælger en flyverute baseret på motivets type og afstand. Den kan optage i tre forskellige tilstande: Proximity, Landscape og Portrait. Når optagelsen er færdig, kan du vælge mellem en række forskellige skabeloner, som videoen derefter automatisk redigeres efter, så du får en flot og færdigredigeret video klar til deling på sociale medier – alt sammen med få tryk! Eller, du kan hive videofilen ind i dit ønskede redigeringsprogram.

Herunder kan du se hele filmsekvensen, som dronen automatisk har optaget, samt et eksempel på en automatisk færdigredigeret video.


Sådan bruger du MasterShots

Det er nemt at komme i gang med MasterShots. Åbn kameraet i DJI Fly-appen og tryk på optagetilstand-ikonet over udløserknappen. Vælg "MasterShots" for at aktivere funktionen.

* Eksemplerne herunder er vist på en DJI RC 2, men fungere på samme måde på DJI RC og smartphones.

Portræt-tilstand

Hvis du ønsker at filme en person, skal du blot trykke på “+” på kameravisningen. Hvis dronen ikke automatisk finder personen, kan du forsøge at bevæge dronen, eller få personen til at flytte sig. Du kan også markere motivet manuelt, ved at holde fingeren nede og trække en boks rundt om det. Dronen vil derefter automatisk beregne flyveruten og det område, der skal filmes. Under optagelsen vil dronen udføre forskellige manøvrer som: Zoom In/Out, Circle (nær og fjern), Dronie, Rocket, og Tilt up + Fly Forward. 

Du kan se bredden, længden og højden af optageområdet, samt den estimeret flyvetid. Når du er klar til optagelsen, skal du trykke på "start" og dronen vil gå i gang. Når optagelsen er færdig, vender dronen automatisk tilbage til udgangspunktet.

Du kan også trykke ind på kortet nede i venstre hjørne*, for at se den rute, som dronen automatisk vil flyve. På den måde kan (og bør) du tjekke, at dronen ikke vil flyve ind i noget, eller ind over et sted, hvor der ikke må flyves med drone. Tryk på kameravisningen nede i venstre hjørne, for at vende tilbage til kameraet igen.

* Kræver internet adgang, eller at kortet allerede er gemt i hukommelsen.

MasterShot-filen er nu optaget og kan ses i dit album på din fjernbetjening. Bemærk, at MasterShots ikke kan redigeres direkte på DJI RC eller DJI RC 2 - også selvom der er en "Create MasterShots"-knap - de skal over på din smartphone eller computer. Men mere om det i afsnittet om redigering.

Proximity- og Landscape-tilstand

Hvis motivet er et landskab eller en bygning, skal du manuelt markere den ved at holde fingeren nede og trække en boks rundt om det. Dronen vil automatisk analysere afstanden og vælge den bedste rute til optagelsen. Herefter er fremgangsmåden ligesom med portræt-tilstanden.

I Proximity-tilstand inkluderer flyvemønstrene blandt andet: Dronie, Circle, Rocket og Fly Forward. I Landscape-tilstand vil dronen kombinere bevægelser som Zoom In/Out, Roll + Fly Forward og Camera Straight + Descend for at skabe et varieret og dynamisk resultat.

Afslutning af MasterShots

Hvis du ønsker at stoppe optagelsen før tid, kan du trykke på “X” i DJI Fly-appen eller trykke på Pause-knappen på fjernbetjeningen. Dronen vil derefter stoppe optagelsen og blive stående i luften. Vær opmærksom på, at optagelsen også stopper, hvis du manuelt styrer dronen med kontrolpinden, hvis dronen bevæger sig ind i en forbudszone, eller hvis forhindringssensorerne aktiveres.

Under og omkring "X"-knappen i DJI Fly-appen kan du løbende følge med i, hvor langt dronen er nået i den automatiske optagelse, samt hvilket flyvemønster den er i gang med.


Redigér dine MasterShots automatisk med DJI Fly

Når du har optaget med MasterShots, er materialet klar til redigering – det bliver altså ikke automatisk klippet sammen. I stedet har du fleksibiliteten til selv at sætte dit præg på den færdige video.

Den nemmeste måde er at overføre optagelserne til din smartphone via QuickTransfer. Herefter kan du åbne dem i DJI Fly-appen, hvor der findes en række færdige templates, som automatisk klipper videoen sammen med musik, overgange og effekter. Det er en hurtig og brugervenlig løsning, der giver et flot resultat med minimal indsats. Lad os vise dig, hvordan du gør:

 

1) Overfør MasterShot-filen med QuickTransfer
Tænd din drone og åbn DJI Fly-appen på din smartphone.
Brug QuickTransfer-funktionen til at overføre MasterShot-video til din smartphone.

Se DJI's brugervejledning for mere hjælp til QuickTransfer ›

2) Åbn dit album
Efter filen er overført kan du nu slukke for dronen og gå ind i dit album på DJI Fly.

3) Find MasterShot-filen og tryk ind på den.
Den kan genkendes på MasterShot-ikonet i venstre hjørne.

4) Tryk på "Create MasterShots"
App'en vil nu analysere og gøre videoen klar til redigering.

5) Vælg skabelon og eksporter
DJI Fly har en masse skabeloner. Nu skal du bare vægle den skabelon, som du bedst kan lide.
Når du er tilfreds med dit valg, så trykker du på "Export" og lader app'en gøre alt arbejdet.

6) MasterShot-filen er nu redigeret og gemt
Wupti! Den færdige video er nu gemt i galleriet på din telefon og kan nemt deles på de sociale medier, eller hvor end du ønsker.

Redigér dine MasterShots manuelt

Vil du hellere selv redigere videoen helt fra bunden, kan du overføre optagelserne til din computer og arbejde videre i et videoredigeringsprogram som Adobe Premiere Pro, Final Cut Pro eller DaVinci Resolve. Her får du fuld kontrol over hvert klip og mulighed for at skabe dit eget unikke udtryk.

Uanset hvilken metode du vælger, giver MasterShots dig et stærkt visuelt udgangspunkt til at lave indhold, der skiller sig ud.


Del dine bedste skud

Vi vil rigtig gerne se dine kreative resultater! Del dine bedste MasterShots-videoer med os på sociale medier med #DronerDk – vi glæder os til at se, hvordan du udnytter denne kraftfulde funktion til at skabe spektakulære droneoptagelser!