Nofly-zoner hos DJI - Alt du skal vide om NFZ i DJI Go-appen

28/12/2018 14.19

Nofly-zoner (NFZ) blev for første gang indført i en DJI-opdatering tilbage i 2015, som en reaktion på, at en uidentificeret drone var fløjet over Det Hvide Hus. Dette var første gang, at man blev mindet om, at de små kommercielle droner også kan bruge til ukonstruktive formål.

Formålet med NFZ er at hjælpe operatøren med ikke at komme til at flyve ind over områder, som er ulovlige og/eller kræver særlige tilladelser. Udfordringen med NFZ er, at det er den samme ensartede algoritme, der kører gennem alle lande, der uanset lokationen tager højde for nogle bestemte objekter. Dette betyder at NFZ ikke er fyldestgørende og ikke er i overensstemmelse med hvert enkelt lands gældende lovgivning.

NFZ-algoritmen er designet til at sætte restriktioner op omkring lufthavne. I Danmark skal du altid holde en afstand på 5 km til lufthavnens bane, og med et dronebevis må du flyve helt ind til 2 km til banen under nogle skærpede procedurer. Dog har NFZ-algorimen sat en absolut minimumsafstand ind på 1,5 mil (= 2,4 km) i stedet for 2 km. Det vil sige, at grænsen er 400 meter for stor, hvilket kan betyde, at du ikke kan udføre din professionelle operation, hvis den ligger i periferien af de 2 kms afstand til lufthavnens bane.

Et andet eksempel på dette er, at NFZ-algoritmen reagerer på stadions. Det vil sige, at samtlige større stadions i Danmark er markeret som NFZ. Det forholder sig sådan, at der ikke er noget der pr. definition afholder dig fra et flyve på et stadion, hvis gældende lovgivning ellers overholdes mht. sikkerhedszoner, tilladelser m.m. Før 2017 skulle man i dialog med en DJI-medarbejder for at overflyve et stadion. Det er heldigvis blevet nemmere nu at låse op. Der er tre forskellige typer NFZ, som du skal være opmærksom på.

Tre forskellige klasser af No fly zones:

Advarselszonen er en åben zone. Du kan frit flyve rundt i advarselszonerne, der er markeret med grønt. Du får dog et ping af DJI Go appen, når du flyver ind i en advarselzone, hvor du skal acceptere at du bevidst flyver ind i den pågældende zone.

Autoriseringszonen er en låst zone. Her kan du ikke bare flyve ind, og du skal have en verificeret DJI-konto for at låse den op. Her skal du verificere din konto enten gennem dit telefonnummer eller dit kredtikortnummer. Du kan verificere din konto på location med din smartphone eller du kan verificere den hjemmefra på DJIs Flysafe-side.

Restriktionszonen er en låst zone. Denne zone kan du ikke åbne op på egen hånd. Her skal du kontakte DJI på deres Flysafe-side og få dem til at låse den op. I den forbindelse skal du redegøre for formål, varighed, tilladelser, serienumre med mere i forbindelse med ansøgningsprocessen. At få låst denne typer zoner op kan godt tage et par dage.

I den store verden er der en del forskellige typer NFZ, som du skal være opmærksom på. En oversigt over de forskellige og deres funktionalitet og formål kan ses her:

Husk at de samme principper omkring, at lovgivning og NFZ heller ikke hænger sammen i udlandet, så det bedste du kan gøre er at sætte dig grundigt ind i det pågældende lands lovgivning på droneområde og ikke kun sætte dit lid til NFZ-algoritmen.

Slå NFZ fra på din drone

NFZ kan være en hindring for dine droneoperationer. Særligt hvis du arbejder med beredskab, militær eller politi, hvor du har nogle beføjelser, der rækker udover almindelig lovgivning og har behov for akut at udføre flyvning. Derfor har DJI lanceret et særligt program, hvor du låse NFZ op på din DJI-drone. Det er dog kun offentlige sikkerhedsorganisationer (Politi, Brandvæsen, SAR, grænsekontrol, kystvagter, civil forsvar osv.), der kan ansøge på nuværende tidspunkt og muligheden er kun gældende for Matrice 200-serien.

Abonnér på Droner.dk

Vær den første til at få nyheder.